CGM – et stort skridt på vejen
Type 1 diabetikere kan opnå en bedre regulering af deres blodsukker ved at anvende en kontinuerlig blodsukkermåler. Især hvis de er over 25 år gamle og anvender apparatet mindst seks dage om ugen.
Det viser en stor, videnskabelig undersøgelse af denne relativt nye teknologi, der går under forkortelsen CGM (Continuous Glucose Monitoring). JDRF (Juvenile Diabetes Research Foundation) har finansieret undersøgelsen, hvis resultater blev fremlagt i sidste uge på den årlige kongres i EASD (European Association for the Study of Diabetes) i Rom. Undersøgelsen offentliggøres 2. oktober i New England Journal of Medicine, men er allerede tilgængelig på tidsskriftets hjemmeside.
Blandt deltagerne i undersøgelsen var der størst effekt af at bruge en kontinuerlig måler hos personer over 25 år. Deres HbA1c faldt med gennemsnitligt 0,53 procent sammenlignet med en kontrolgruppe. Børn mellem 8 og 14 år, der anvendte CGM, oplevede som helhed ikke noget væsentligt større fald i deres HbA1c end kontrolgruppen. Men helt uden effekt var det ikke: De børn, der brugte CGM, havde større sandsynlighed end børn i kontrolgruppen for at sænke deres HbA1c med mindst 10 procent og opnå et HbA1c på under 7 procent. For den sidste aldersgruppe, dem mellem 15 og 24 år, kunne undersøgelsen ikke vise nogen væsentlig forbedring i deres regulering sammenlignet med kontrolgruppen.
Ret skal være ret …
Som det tydeligt fremgår, har denne blog ligget noget i dvale – i særdeleshed hvad angår indlæg om diabetes. Det betyder bl.a., at jeg skylder at rette op på en forsømmelse omkring de officielle anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen for anvendelse af insulinpumper i Danmark. Alt for længe daterede disse sig tilbage til 1983, hvor de blev offentliggjort som en kort meddelelse i Ugeskrift for Læger.
15. februar 2007 barslede Sundhedsstyrelsen dog langt om længe med nye anbefalinger for anvendelse af insulinpumper i Danmark. De nye anbefalinger er resultatet af en længere høringsproces og kan læses i deres helhed her.
Anbefalingerne går i korthed ud på følgende:
- Behandling med insulinpumpe skal indstilles af en speciallæge i endokrinologi eller pædiatri
- Pumpebehandling skal foregå på et ambulatorium, hvor personalet har ekspertise i og grundigt kendskab til principperne for pumpebehandling
- Diabetesenheden skal kunne opnå rutine i behandlingen
- Patienterne skal have mundtlig og skriftlig information om pumpebehandling
- Patienterne skal have adgang til faglig assistance, hvis pumpen skulle svigte
Næppe nogen er gået glip af viden om disse anbefalinger, fordi jeg ikke har skrevet om dem ;-) Men nu er indholdet her på stedet i hvert fald i overensstemmelse med sandheden …
Gang i diabeteschatten
Endelig ser der ud til at være kommet gang i et aktivt og konstruktivt diabetesforum på dansk (har der været ét tidligere, har jeg beklageligvis ikke opdaget det …): Diabetesforeningen har i samarbejde med sundhed.dk startet diabeteschat.dk, som efter ganske kort tid på nettet allerede rummer flere hundrede indlæg og en levende snak.
Diabetesforeningen står for den daglige drift af sitet og har tilmed givet det en forskningsmæssig overbygning: Læge og ph.d. Kjeld Bruun-Jensen fra foreningen vil analysere dialog og tekst fra patientnetværket for at “klarlægge de problemområder, der rører sig blandt diabetikere, således at tilbudene til denne gruppe fremover kan forbedres” og undersøge “på hvilke måder mødet på internettet kan hjælpe personen med diabetes”, som det hedder på sitet.
Det bliver spændende at følge …
Sidste dag på hjul
Sidste hele dag i den camper, der har været vores base og hjem i snart 48 døgn. Jette vågnede allerede kl. 4 og kunne ikke falde i søvn igen. Tobias kom kl. 6 og halv syv gik Jette, Emilie og Tobias ned på stranden for at se solopgang. Det var dog nok lidt for sent, og selve opgangen havde nok været skjult bag skyer. Men efter nogle minutter kiggede solen dog frem fra et hul i skydækket – jeg så det selv, mens jeg lavede kaffe.
Den store oprydning
Vi vågnede allerede 6.15 ved lyden af Emilie og Tobias som lå sammen i overkøjen og stak hovederne ud af vinduerne. Udsigten, morgenlyset og vejret var super, så vi tog morgenmaden udenfor. Derefter gik Emilie i gang med lektierne, hun er ved at være igennem månedsopgaven, men det har også været et stort arbejde.
Udsigt til Stillehavet
Vi vågnede tidligt og var godt i gang med morgenmadens toastbrød, da to-årige Frida overfor kiggede ud af deres camper. Inden længe kiggede hun ind til os med et højt ‘god morgen!’ – men blev lidt betuttet, da der var hele fire af os inde i vognen. Hun måtte tilbage og have mor til hjælp, så vi fik en hyggelig snak med Maria under morgenmaden, og Emilie, Tobias og Frida legede oppe i vores køje. Imens ringede farmor og farfar hjemme fra Danmark, de glædede sig til at se os snart – og vi glæder os også til at se alle jer derhjemme!
Klage til Lonely Planet
I dag skulle den stå på shopping og cafébesøg i Kerikeri – Bay of Islands’ ‘middelhavsby’. Men her må vi nu nok klage over Lonely Planet-guiden. OK, her var da både cafeer og palmer på hovedgaden, her var frugtavl og kunsthåndværkere – men noget særligt synes vi nu ikke byen var. Vi slentrede frem og tilbage på hovedgaden nogle gange, Jette fandt på sensommerudsalget afløserne for sine 10 år gamle Reef-sandaler (som Emilie alligevel bruger hele tiden) og vi fik købt lidt flere souvenirs. Og så fandt vi både long black og kager, så helt galt var det ikke, selv om det samtidig begyndte at regne ;-)
Shopping i historien
For os var det opbrud fra morgenstunden. Vi ordnede vores del af den store opvask fra aftenen før, fik styr på bestik og service og sagde farvel/udvekslede mail- og webadresser med resten af selskabet.
Vi havde besluttet at tage den lille færge over til Paihia. Her kiggede vi lidt på byen, der turistmæssigt er hovedbyen i Bay of Islands, men som er langt mindre hyggelig og mere travl end Russell. Vi ordnede lidt souvenir-shopping og fik en pizza til frokost, hvorefter vi fortsatte ud til det historiske Waitangi-område – der, hvor den meget omtalte Waitangi-traktat blev underskrevet mellem englænderne og et stort antal maori-høvdinge 6. februar 1840. Traktaten har den dag i dag stor betydning for reguleringen af forholdet mellem pakeha (newzealændere af europæisk afstamning) og maori og stedet betragtes dermed som noget nær det moderne New Zealands fødested. Ikke desto mindre er området ikke statsejet men ejes og bestyres af en fond, som så tager entré for at man kan komme ind og se ‘nationens fødested’.
Strandtur og grillfest
Vi har nu under en uge tilbage. På tirsdag skal vi aflevere camperen i Auckland og overnatte på hotel, inden vi onsdag flyver hjemad. Vi tilbringer i hvert fald et døgn mere her i Russel, som foreløbig er gået med afslapning og skriveri. Emilie og Tobias leger og snakker med de to børn fra førnævnte familie. De er fire og seks og Emilie og Tobias er de første danske børn, de har mødt på deres indtil nu tre måneder lange tur. Solen skinner fra en (næsten) skyfri himmel, og hvis det holder, tager vi nok på stranden i eftermiddag. Men inden da skal vi ha’ frokost – med rugbrød! De andre danskere – Kris og Rikke – har fundet rugbrød i det lokale supermarked og lånt os en pakke. Så det bliver tidlig frokost i dag!
Om eftermiddagen tog vi en strandtur, hvor Rikke, Sasha og Isak (mor og børn fra den dansk-newzealandske familie, vi havde mødt) tog med os på stranden i camperen, mens Kris (faren, der er fra New Zealand) tog med sin hollandske nabo Peter ud for at fange aftensmaden … Vi havde et par hyggelige timer på stranden, men det gik knap så godt med fiskestængerne. Kris og Peter sluttede sig til os på stranden, og Rikke foreslog, at vi alle spiste sammen – dog ikke fisk, forstås ;-)
En fantastisk dag på søen
Fra 10.00 til 16.00 i dag var vi ude, i flot vejr og med masser af oplevelser. Det gode skib ‘R. Tucker Thompson’ er en gammel to-mastet skonnert, der drives af en slags fond med det formål at vedligeholde og udbrede den gamle sejlskibskunst. Besætningen var helt ung, men styrede skib og sejl sikkert igennem bugten med de mange øer.
leave a comment