Southern Scenic Route
I dag forlod vi vores plads på stranden nær Nugget Point. Emilie og Tobias vågnede allerede 6.30 og var så opsatte på at få samlet skaller og sten, at de straks gik på stranden! Vi skulle jo afsted, så kort tid efter fulgte vi efter, og hele familien tog et morgenbad i Stillehavets bølger. De samme bølger, hvor vi lidt over en time senere - da vi var ved at starte for at køre - så to legesyge pelssæler boltre sig i vandet mellem klipperne og op på stranden. Et fantastisk syn - vi kunne iagttage dem i kikkerterne og se dem helt detaljeret, mens de boltrede sig, legede og bed efter hinanden.
Lidt af et billede at ha’ på nethinden, da vi begav os videre ad Southern Scenic Route. De første 6-8 km ad en voldsomt hullet grusvej - det tager sin tid i en kasse uden affjedring. Southern Scenic Route bevæger sig på denne strækning gennem et landskab af stejle skrænter ned mod hvidsandede bugter - skrænter beklædt med ‘tempereret kystnær regnskov’, hvis vi skal prøve at oversætte skiltene. Vi standsede for frokostpause midt i den såkaldte Catlins Forest Park, hvor vi tog en snoet og stejl grusvej ned til en parkeringsplads, der var udgangspunkt for en 30-40 minutters vandretur ind til McLean Falls.
Jeg ved, jeg slider hårdt på ord som fantastisk, imponerende og fascinerende - men det var en … stor oplevelse at gå gennem denne tætte og kølige regnskov, hvor der bare var grønt over alt! Bregner over det hele, der voksede sig til meterhøje stammer, efterhånden som bladene visnede. Mos, småplanter og andre vækster voksede op ad stammerne på de fleste træer, og fugle, som vi ikke har lært at kende, sang. Vandfaldet i bunden af ruten med dets krystalklare vand var selvfølgelig højdepunktet - men det mest utrolige var i virkeligheden at tænke på, at alle de utallige kvadratkilometer skovklædte skrænter, vi kørte og kiggede på på denne rute, var på samme måde.
Senere på turen, da vi nærmede os Invercargill og videre mod nord derefter, fladede landet ud til noget, som vi ikke vil bruge mange ord på her. Fladt landbrugsland uden de store højdepunkter af nogen slags. I Invercargill valgte vi den sceniske rute fra og tog den noget større hovedvej 6 mod Lumsden, hvor vi drejede ad hovedvej 94 mod Te Anau. Først på aftenen fandt vi en overnatningsplads på en afskærmet parkeringsplads lidt nord for Te Anau. Fantastisk udsigt over Lake Te Anau - den største sø på sydøen - med Fiordlands høje bjerge i baggrunden.
