Mod Milford Sound
I dag skulle turen gå til Milford - et lille navn på kortet i bunden af det berømte Milford Sound. Vi kørte først et par kilometer tilbage til Te Anau for at tanke, handle og booke en sejlads på Milford Sound (som i virkeligheden er en fjord) til dagen efter. Ved middagstid var vi på vej mod nord ad Milford Road - det første stykke langs søen, senere mere opad i et landskab, der bare blev vildere og vildere.
Høje klipper og bjerge rejste sig på begge sider af os og i det fjerne, og til sidst virkede det umuligt, at vi skulle kunne køre videre. Her ramte vi så Homer Tunnel - en ensrettet og ikke-asfalteret tunnel, der i vores retning faldt ganske stejlt. Trafiklys sørgede for, at færdslen hvert kvarter skiftede retning. Derefter en række ret så heftige hårnålesving - og så var vi i Milford. Ikke meget andet end en terminal for turbådene, der sejler turister rundt på fjorden, et hotel og et vandrerhjem, der samtidig er campingplads.
Vi indskrev os på sidstnævnte, der mindede lidt om en fjeldstation i sin stemning. Og lå ganske tæt ved den sidste aktivitet i Milford: Flyvepladsen, hvorfra og -til en stadig strøm af rundflyvningshelikoptere og fly lettede og landede. Vi nød den strømmende flod nedenfor vores plads, fik et tiltrængt varmt bad og fik vasket lidt tøj.
