Det kan man kalde en fjord
Vejrudsigten havde lovet overskyet og regn. Ikke så heldigt, men det blev nu ikke så slemt. Et let skydække lå højt oppe, men vi havde fin udsigt til tinderne - og det var ikke den dag, nogle af de 6.000 milimeter regn faldt, som Milford får hvert år. Vi skulle checke ind i ‘cruiseterminalen’ 9.40, men var på parkeringspladsen lige ved siden af i god til til at se cafeen, toiletterne og andre attraktioner.
Terminalen for turbådene var noget af en kontrast til stedets øde beliggenhed. Parkeringspladser i massevis til store busser, toiletter med (jeg tror, Tobias talte det til) 26 pissoirer og fem ‘rigtige’ toiletter og omkring 8 ‘gates’ ud til lige så mange både. Og nogle af dem er altså rigtig store - man kan tage en tur med overnatning i kahyt på nogle af dem, hvor man fra skibet kan sætte kajakker i vandet og sejle i dem på fjorden. På dette tidspunkt af formiddagen var der dog ikke voldsomt mange mennesker, og vi fandt hurtigt den lille 45-personers båd, M/V Friendship, vi havde booket plads på.
Sejladsen på fjorden er svær at beskrive. Stejle tinder rejser sig på begge sider op til næsten to kilometer. På trods af stejlheden er de ganske tæt bevokset, og under vandlinjen fortsætter de næsten lodrette sider, fjorden er visse steder over en kilometer dyb. Det voldsomme regnfald i området og regnens videre strøm ned ad klippesiderne betyder, at et op til fem meter tykt lag vand øverst i fjorden er brunligt ferskvand. Det lukker en stor del af lyset ude fra de dybere vandlag, hvor der derfor trives dyr og planter, der ellers kun findes på meget større dybder uden for fjorden. Der er kun ét sted i fjorden, der er lavvandet nok til, at skibe overhovedet kan ligge for anker. Vores lille båd kunne gå helt tæt ind til klippesiderne og gjorde det især der, hvor vandfald væltede ud over kanten flere hundrede meter oppe.
Alligevel kunne vi stå i stævnen af båden og kun blive ‘let overrislede’ - vandet var simpelthen forstøvet til fin regn, da det ramte os. Turen gik helt ud til fjordens munding mod Det Tasmanske Hav, og vi fik et indtryk af, hvor svær den er at se udefra. James Cook sejlede angiveligt forbi den hele to gange uden at opdage, at der overhovedet fandtes en fjord på stedet.
På vej ind igen så vi flere vandfald - og sæler. De kalder dem fur seals hernede, om de har et mere korrekt navn på dansk end pelssæler, ved jeg ikke. Ved et lille klippefremspring så vi 3-4 voksne og en unge, der svømmede og rullede rundt. Og man skulle næsten tro, de optrådte for os, da de brugte 5-10 forsøg på at springe op af vandet og lande på en klippe, der hældede omkring 45 grader. De sprang, fejlede, gled af og dumpede i vandet igen og igen. Men til sidst lykkedes det. Under hele seancen stod vi i båden kun 5-10 meter derfra. Det var en kæmpe oplevelse - men bagefter dykkede mit humør dybt ned under vandoverfladen, da jeg opdagede, at det var lykkedes mig at stoppe videokameraet få sekunder efter, jeg havde startet det. Hvilket jeg i min iver ikke havde opdaget …
På ved tilbage blev vi sat af på Milford Deep Sea Observatory - et fikst observatorium, hvor man kan stige 8 meter ned under havoverfladen og gennem tykke ruder iagttage det enestående liv, der findes der. Som jeg skrev ovenfor trives på denne relativt lave dybde bl.a. sort koral, som ellers kun lever på langt større dybder. På en række hylder uden for vinduerne voksede (til dels plantet) en række koraller og vandplanter, og dette miljø tiltrak mængder af mere eller mindre sære fisk, der vimsede omkring i store stimer.
Vi mødte her en dansk familie fra Roskilde med to piger, den største på Emilies alder. De var ved at være ved enden af ni uger hernede, hvor de bl.a. også havde opholdt sig en uge på en farm som medhjælpende arbejdskraft. En rigtig god idé … det må vi prøve næste gang ;-)
Vel i land igen så vi nu meningen med de mange busparkeringspladser foran terminalen. Hele stedet summede nu af aktivitet, de store turistbusser var nu ankommet fra Queenstown og andre steder med deres last af turister på en-dagestur til Milford. Guidebogens sammenligning af stedet med en travl lufthavns afgangshal var ikke helt ved siden af. Selv skulle vi også tilbage, vi spiste frokost i camperen og satte derefter kursen mod Te Anau.
Vejret på turen tilbage var nu mindst lige så flot som på vejen herud dagen før - vi nød udsigten, men kørte i nogenlunde ét stræk til Te Anau, hvor vi ankom ved 17-tiden, fandt en campingplads og gik en dejlig aftentur i den turisttravle sommerby i aftenvarmen, da vi havde spist.
