Køredag - og masser af regn
Vi har haft en rigtig flyttedag uden de store udskejelser. Vi lettede fra vores plads ved Lake Dunstan ‘tidligt’, det vil sige kl. ni. Derfra fulgte vi hovedvej 6 mod nord hele dagen, til vi ankom her i Fox Glacier ved 17-tiden. I alt otte timers kørsel kun med korte pauser og frokost. Hvilket flyttede os hele 300 km! Dvs. i gennemsnit noget under 40 km/t …
Nå, men til gengæld får vi tid til at nyde udsigten. Og den har der som altid været nok af. I formiddag kørte vi igennem frugt- og vinland med de sædvanlige voldsomme, ‘rosinrynkede’ bjerge i baggrunden. Fuglene her må være ret pågående over for frugten, for enorme markstrækninger var pakket fuldstændig ind i net. Videre kørte vi langs Lake Hawea og siden Lake Wanaka. Begge store søer med voldsomme bjerge i baggrunden. Den kraftige blæst fik søerne til at vise tænder, og drivende skyer tegnede flotte mønstre på overfladen.
Efter nordenden af Lake Wanaka kørte vi ind i Mount Aspiring National Park, navngivet efter den højeste tinde uden for Mount Cook National Park - 3.033 m.o.h. Her var høje bjerge, men mest af alt var strækningen præget af tæt og frodig (regn)skov og utallige brusende vandfald, der væltede ud over skrænterne. Og så regnede det … Vi har haft vores første rigtige regnvejrsdag, der fortsatte helt til ankomsten her i Fox Glacier.
Efter nationalparken ramte vi byen Haast - eller ‘flækken’ må være en mere korrekt betegnelse. Bortset fra det endnu mindre Jackson Head 20-30 km længere mod syd, hvor vejen slutter - som vi ikke kørte til - er Haast den sidste kystbebyggelse over en strækning på 300-400 km. Herfra og hele vejen ned til sydøens sydlige kyst strækker sig den mægtige Fiordland National Park, hvor der stort set ikke findes en vej eller bebyggelse …
Vi handlede i Haast Beachs ‘general store’, hvor købmandens store fornøjelse tilsyneladende var at forsøge at ramme stablen af indkøbskurve med kundens kurv, når han havde tømt den og slået alle varerne ind. “I missed”, var hans eneste kommentar, da han ramte forbi med vores …
Tilbage af dagens tur var nu ca. 120 kilometer ad en landevej langs vestkysten. Strækningen var næsten fuldstændig indhyllet i skov og krat, der bar kraftigt præg af den fremherskende vestenvind fra Det Tasmanske Hav. Det regnede fortsat, og regnen tog til, da vi havde installeret os på Fox Glacier Campervan Park - med udsigt næsten til gletcheren, havde det ikke været for de tætte skyer.
Tiltrængte bade, lidt tøjvask og overvejelser om, hvordan vi skal se gletcheren i morgen, hvor vejret forhåbentlig er bedre …
