Ad hoc

Vi skulle møde hos Fox Glacier Guides kl. 10 for at blive udstyret med støvler og ‘crampons’ - pigge, så vi kunne stå fast på isen - så det var tidligt op for at smøre madpakker. På vejen ind til Fox Glacier (byen) fik vi et gensyn med Mount Cook, der tittede op over skyerne i det flotte morgenlys.

Lidt transport var inklusive i vores arrangement, selv om vi var for ‘nærige’ til helikopteren: En bustur op til den parkeringsplads, hvortil vi dagen før var cyklet. Vi fulgte fra parkeringspladsen samme rute som dagen før et stykke, hvorefter guiden Sam førte os ad en ‘hemmelig rute’ opad mod gletcheren. Det gik nu stejlt opad i halvanden time med vekslende trin, over store sten, gennem bække og over passager med risiko for stenskred. Rundt om et fremspring var der så stejlt under stien - der dog var ganske bred - at der var boltet metalkæder fast i klippevæggen, som vi skulle holde fast i. Næsten fremme ved det sted, hvor vi skulle op på selve gletcheren, gik det stejlt ned igen, og der lå derfor meget belejliget en ordentlig bunke vandrestokke med spids, som vi kunne forsyne os med - også praktisk til isen.

Endelig var vi fremme ved gletcherkanten og spændte de udleverede ‘crampons’ under støvlerne. Det var vildt at stå på denne massive klump af is - selv om det jo ikke skal være en hemmelighed, at det var en stærkt guidet turisttur: På isen havde to-tre guider arbejdet siden i morges med at hugge og vedligeholde trin til dagens mange gæster, og vores tid på isen var kun omkring en time. Men alene at stå og gå på den var en stor oplevelse for os alle, at se denne klare blå is så tæt på og have frit udsyn langt op ad gletcheren til det lyseblå, forrevne isfald, hvor gletcheren bevæger sig fremad med fire-fem meter om dagen! Hvor vi stod, bevæger den sig ‘kun’ en meter om dagen - som Sam sagde, var det som at arbejde på et helt nyt kontor hver dag …

Fox er faktisk i vækst i disse år, den trænger frem i dalen. Det skyldes først og fremmest, at det område højt oppe på bjerget, hvor gletcheren opsamler sne, er så stort: 36 kvadratkilometer! På denne nevé, som det hedder, falder der mellem 40 og 80 meter (!) sne om året. I dette område af New Zealand er regnmængden enorm, her kan sagtens falde 6-8 meter regn om året - og deroppe falder det så bare som sne. 40 meter sne presses sammen til fire-fem meter is, og den opsamlede is fra dette område bare presser og presser på isen længere nede.

Vi filmede, fotograferede og stavrede rundt på isen i høj sol med summende helikoptere over os i en lind strøm … Tilbage med fast grund under fødderne fulgte vi den samme rute tilbage til parkeringspladsen, igennem den tempererede regnskov, som også er et af Fox’ særkender. Fox er den ene ud af tre gletchere i verden, der munder ud i regnskov. En anden ligger få kilometer længere mod nord og hedder Franz Josef - den tredje ligger i Argentina.

Godt ømme og trætte nåede vi parkeringspladsen, så vi kunne være tilbage i byen ved 14-tiden. Her syntes vi ærligt talt, at vi havde gjort os fortjente til kaffe, varm chokolade, kage og det hele på én af de cafeer i byen, der sikkert lever højt på, at de fleste gletcherturister kommer tilbage med netop dén fornemmelse …

Vi ville lidt længere nord på for at overnatte, så vi fulgte igen hovedvej 6, som på denne strækning snørklede sig meget stejlt op og ned ad skråninger, der er tæt bevokset med regnskov. Alle rabatterne på selv de mest øde strækninger her er nydeligt og nyligt klippet. Man har på fornemmelsen, at hvis de ikke blev det, og hvis her ikke kørte biler i bare nogle måneder, så ville det hele være groet til. Bregner, palmer og andre grønne ting næste vælter ud mod vejen.

Vi passerede (men kunne ikke se) føromtalte Franz Josef, men gjorde et kort stop for at handle i byen af samme navn. Noget større og mere hektisk turistet en den lidt tilbagelænede Fox, var vores indtryk.

Videre ad hovedvej 6, som vi forlod i Whataroa for at følge en lille vej ud mod kysten, hvor vi tænkte, at det måtte være nemt at finde et sted at campe … Det viste sig at være meget indhegnet landbrugsland med græssende køer og ikke lige sådan at smide vores syv meter lange skrummel for natten. Vejen var dog meget lang og til sidst passerede vi - med nogen bæven - en gammel bro, hvorefter vi kunne komme ned på en lille vej, vi kunne parkere i siden af. Vejen førte ind til et led, der så ud, som om det ikke havde været lukket i 100 år, men et gammelt skilt fortalte, at det var privat område. Vi blev ude vej vejen, hvor vi ikke tænkte, at der ville komme meget trafik. Der kom dog en mand i en pick up og lukkede leddet først på aftenen. Vi spurgte, om det var hans vej - det var det ikke - og om vi ville genere nogen ved at ligge der natten over. “Not that I know”, sagde han - så vi blev.

Det var dog ikke aftenens sidste trafikant på den lille ‘øde’ grusvej. Ved 23-tiden blev hele camperen oplyst af en monstrum af en traktor med grønthøster og mindst 10 projektører, som skulle igennem leddet og ud. Han lod sig dog heller ikke genere af os, og vi var for trætte til at lade os genere af ham …