Ad hoc

Shopping i Hokitika

Posted in Rejser by Carsten on February 28th, 2007

Vi forlod vores mark tidligt og kørte tilbage ind i landet mod hovedvejen. Nu var skydækket fra i går lettet, og vi havde den rene postkortudsigt til de høje tinder i Mount Cook nationalparken. Vi fortsatte mod nord og gjorde holdt lidt over middag i Hokitika. En sjov by med et fantastisk ‘Skagen-agtigt’ lys, der må komme fra dens beliggenhed helt ud til havet.

Byen er fyldt med butikker og værksteder, der sælger og forarbejder jadesmykker - en stenart, som allerede maorierne fandt og begyndte at udnytte her i området. Også mange andre kunsthåndværkere bejlede til turisterne i byen, der trods den store aktivitet så lidt forfalden og lurvet ud. Efter en gang fish ‘n’ chips på hovedgaden slog vi et smut ud til parkeringspladsen ved kysten. En vild strand, der flød med fuldstændig forvasket drivtømmer, og hvor bølgerne var store og suget enormt. Fornemmede vi blot ved at dyppe tæerne - advarselsskiltene mod badning var ikke for sjov …

New Zealand - 0768

Vi fortsatte mod Greymouth. Stranden og bølgerne trak, og vi var trætte, så vi fandt en campingplads syd for byen på South Beach allerede ved 15-tiden. Her nød vi solen og lidt mere bølgegang om eftermiddagen og senere en flot solnedgang.

New Zealand - 0786

Leave a Reply