Pingviner, albatrosser, søløver og sæler
Fredag vågnede vi til regn og overskyet. Det var i dag, vi skulle se Otago-halvøens berømte albatrosser og guløjede pingviner, så vi håbede endnu en gang på opklaring - og endnu engang fik vi det …
En køredag med svinkeærinder
Vi forlod Lake Aviemore ret tidligt efter vores standard - det vil sige omkring kvart i ni. Vi skulle følge dalen ned mod Oamaru, hvor vi ville kunne se de små blå pingviner. Men inden vi kom så langt skulle vi komme til at opleve meget andet. Vi stoppede for at købe frugt ved et plantagesalg, og her fandt Tobias en folder for et sted, der kaldte sig Vanished World i den lille by Duntroon. Et lokalt museum/aktivitetscenter, der fortalte om fossiler, som man åbenbart havde gravet en hel del frem af fra sandstensundergrunden i dette område. Duntroon lå kun ganske få kilometer længere fremme ad vores rute, så vi forberedte os på en længere pause dér.
En hviledag ved floden
I dag holder vi hviledag ved Lake Aviemore, nordvest for Oamaru, hvor vi har fundet et skønt sted helt for os selv ned til en strømmende flod, hvor fiskene springer i vandet og bjergene troner i baggrunden. Ungerne klatrer i piletræer og Jette maler akvarel.
Perfekt …
Vi vågnede ved vækkeuret 7.30 i en 10 grader kold camper … Det er vist meget godt, Amanda har givet os vinterdyner med - som hun sagde, kunne vi jo altid nøjes med betrækket, hvis det blev for varmt. Det er det så ikke her i Mount Cook Village, ca. 900 m.o.h.
En alpetop over skyerne
Vi prøvede at komme tidligt afsted fra vores idylliske plads i Orari Gorge, men klokken blev alligevel 10.00, før vi rullede. Det regnede stadig, og skyerne hang lavt, så vi håbede på opklaring.
Aoraki, her kommer vi …
Uret ringede 7.30, vi skulle forlade pladsen inden 10.00 (og vi holdt stadig samme sted som aftenen før …). Når først man er installeret og indrettet i sådan et monstrum her, er det jo en smal sag at bryde op - men det lykkedes os alligevel at bruge et par timer på det. Derefter skulle vi for første gang tømme afløbs- og toilettank og fylde frisk vand på, og det tog jo også lidt tid. Men da det var ordnet og dieseltanken også var fyldt op nede i byen, kunne vi ved 11-tiden sætte kursen mod vest.
Hjemme igen?
Fredag og lørdag 9.-10. februar tilbragte vi i Akaroa med campingpladsen som base. Vejret var (igen) slået om, så det nu var ganske køligt og blæsende med klumper af skyer, der trak ind over bugten. Tobias havde siden vi fik camperen været helt ustyrlig efter at få cyklerne afmonteret. Vi har fire glimrende mountainbikes monteret i et solidt stativ bagpå skrumlet (som om, det ikke var langt nok i forvejen …) Nu var det tid - efter at vi nøje havde studeret, hvordan de var hængt på - og så var Tobias ellers beskæftiget nogen tid. Han er ikke just vant til 18 gear og kun håndbremser.
I den forkerte side af vejen
Klokken 9.30 torsdag 8. februar sad vi færdigpakkede, udcheckede og spændte i hotellets foyer … Aftalen var, at Amanda ville hente os kl. 10.00, køre os til et nærliggende supermarked - hvor vi kunne ordne papirarbejdet og få et ‘camperkursus’ - og derefter overlade os til os selv.
På slaget 10.00 rullede camperen op foran hotellet - Emilie og Tobias havde længe gået frem og tilbage på fortovet - og hurtigt fik vi trillet bagagen ud, sagt pænt goddag og læsset det hele ombord. Amanda var imponeret over, hvor let vi rejste, selv om vi kom fra så langt væk - men jeg er nu sikker på, hun var ironisk ;-) Vi var alle positivt overraskede over, hvor stor, rummelig og lys camperen var. Gammel, jo, men meget velholdt og pæn.
Sommer i Christchurch
På vores første hele dag i Christchurch konstaterede vi som det første, at det ikke kun var i Australien, at morgenmad ikke er inkluderet på hotellet: Tre gange 18 dollar måtte vi betale for ‘kontinental’ morgenmad (Tobias spiste gratis og bemærkede, at han vel så godt kunne ta’ den engelske, som ellers kostede 24 dollar …). Dvs. over 200 kr. for en helt almindelig gang morgenmad …
Efterår i Christchurch
Vækkeuret ringede 05.10 … Og der var ikke engang tid til morgenmad. Vi havde bestilt taxi til lufthavnen 6.30 - samme tid, som hotellets morgenmad åbnede, så vi måtte vente med den del til vi var vel indcheckede i lufthavnen. Det gik da også, og alt forløb fint på den relativt korte tur til Christchurch. Tre timers flyvning og så uret to timer frem, så før vi havde fast grund under fødderne igen var klokken 14.30 - på New Zealands nationaldag, Waitangi Day. Den mærkede vi nu ikke meget til - bortset fra en tillægspris på 10 dollar på aftensmaden …
