En dag på vulkaner
Mandag skulle være vores store turistdag i Rotorua. Planen var om dagen at besøge et af de ‘termiske områder’ i omegnen samt en maorilandsby, der blev begravet i aske under et udbrud i 1886. Om aftenen ville vi så booke ‘a cultural Maori experience’ - en opvisning i maoriernes traditionelle krigsdanse, sange og ritualer samt middag tilberedt i ‘jordovn’. Vi var lidt spændte på, om ikke det var ren ‘grisefest’, men Emilie og Tobias har været meget optaget af maoriernes historie - og den findes jo altså ikke live mere …
Den del vender vi tilbage til, men først gik turen mod ‘Wai-O-Tapu Thermal Wonderland’ en lille times kørsel syd for Rotorua. Der er som nævnt utallige termiske områder omkring Rotorua, så det var svært at vælge hvilket, vi ville besøge - men Wai-O-Tapu skulle være et af de største og mest farvestrålende. Vi skulle være der lidt i ti, for præcis klokken 10.15 hver dag springer ‘Lady Knox gejseren’, og det skulle vi jo se.
Det viste sig at være lidt af en særpræget oplevelse: Når den springer præcis 10.15, skyldes det, at en af parkens ansatte hælder et drys sæbespåner ned i mundingen … Så går der nogle minutter, hvorefter det bobler og skummer lidt, og kort efter står der en vandstråle på adskillige meter op i luften. Imens sidder vi og omkring 100 andre turister bænket i et amfiteater rundt om gejseren og glaner. Vi fik historien om, hvordan gejseren uden hjælp fra sæbe springer med 1-2 dages mellemrum afhængig af regnmængden, men det er klart smart for parken at hjælpe den lidt på vej. Så får de skudt dagen i gang med et massivt besøg - faktisk lignede parkeringspladsen mere udstillingsarealet for en stor forhandler af autocampere, og da gejseren havde sprøjtet færdig myldrede vi alle igennem besøgscentret (med stor souvenirbutik og café) og videre ind i parken.
Nå - men selve parken var nu en stor oplevelse. Af hensyn til vores egen sikkerhed skulle vi følge en stramt skiltet rute, men resten af området var den rene, rå natur. Man havde fornemmelsen af at gå på en tynd, sprød skal af jord, hvorunder det boblede, strømmede og sydede. Få meter ved siden af stierne var denne tynde skorpe så brast sammen, så vi havde frit udkig til meterdybe kratere, hvor de mest utrolige væsker boblede. Her var kogende mudder, syreholdige søer og giftiggrønne, boblende bække. Bogstavelig talt over alt var der små eller store huller i jorden, som den svovlholdige damp strømmede ud af. Her var en gennemtrængende stank af rådne æg - eller måske mere præcist som en tåget nytårsaften i timen lige efter midnat hvor svovl- og krudtlugten hænger lavt …
Den såkaldte champagnepøl er et af områdets store trækplastre: En sø af grønligblå farve, der konstant bobler og pibler som overfladen på et glas champagne. I kanten danner der sig orange aflejringer og over hele søen damper det som fra en kogende gryde. Overløbet fra champagnepølen løber gennem det meste af parken som en bred, stille strømmende og meget lavvandet flod. På bunden af denne flod aflejres mineraler fra ‘champagnen’ som terrasser med de sirligste små mønstre. Vi fik nu generelt ikke det fulde farvespil ud af turen, for dagen var grå og småregnende. Og netop som vi var færdige med den ca. 90 minutter lange rundtur gik småregnen over i en massiv byge - som vi lige netop nåede i ly for i besøgscentret.
Vi tog frokosten og et lille hvil i camperen, hvorefter vi begav os mod dagens anden attraktion: The Buried Village. Her skulle man kunne se de udgravede rester af maori-landsbyen Te Wairoa, der natten til 10. juni 1886 blev begravet i mudder og aske fra et pludseligt udbrud af vulkanen Mount Tarawera. Landsbyens indbyggere havde levet højt på at sejle turister ud til de dengang verdensberømte lyserøde terrasser (skabt som ovennævnte terrasser ved champagnepølen) ved den nærliggende sø. Terrasser, der blev betegnet som verdens 8. vidunder, og som datidens turister valfartede til. I løbet af få timer ødelagde vulkanudbrud og jordskælv terrasserne og lagde byen under et tykt lag mudder. Udgravningerne var nu ikke så fantastiske, der var ikke så meget at se. Det var mere tanken om hvor stærkt, det kan gå, og hvilke kræfter, der lurer under overfladen her, der var … tankevækkende.
Efter dette besøg havde vi brug for et par timers afslapning inden aftenens maori-optræden, så vi returnerede til kaffe på campingpladsen inden vi ved 18-tiden skulle være klar igen. Afhentning og aflevering på campingplads/hotel indgik i det arrangement, vi havde booket, så vi kunne lade skrumlet stå.
Mens vi ventede på den lidt forsinkede minibus høvlede det ned … Det bekymrede os lidt, da aftenens arrangement, så vidt vi kunne læse, var delvist udendørs - men det viste sig nu ikke at være så galt. Vi skulle på en ‘bushwalk’, der i sagens natur var udendørs, men selve middagen samt maoriernes optræden var hhv. i et stort partytelt og i en stor barak, der var åben på den ene side med udsyn til ‘landsbyen’, hvor maorierne optrådte.
Og hvordan var det så - en grisefest, eller hvad?
Tja … ingen tvivl om, at det var en rendyrket optræden for turister, der betalte kassen for et kig ind i en ‘eksotisk’ stammeverden af krigeriske og tungerækkende, kropstatoverede maorier og bagefter fik serveret grillmad i et partytelt.
På den anden side var det et flot show, deres krigsdanse, råb og sange var imponerende, og vi fik en indføring i oprindelig maorikultur og -skikke. Serveret med et glimt i øjet og forklaringer om, at ingen maorier selvfølgelig lever sådan i dag og at deres børn også elsker Playstation - men at de med disse optrædender prøver at holde en kultur og nogle traditioner i live, som ellers kun ville eksistere på papir.
Jeg tror, jeg vil afholde mig fra at forsøge at beskrive deres optræden - vi filmede og fotograferede ivrigt … Men lad mig bare sige, at jeg nødig ville være den nybygger, der mødte sådan en maorikriger i en mørk jungle i 1700-et-eller-andet. Selv deres velkomstritualer leverede en aggressivitet og et lydtryk, der nok kunne få en og anden til at overveje, om man nu virkelig også ville på besøg …
Det var en flot aften, maden var god og rigelig og trods regnen nød vi også bushwalken i mørket, hvor vi fik set glow worms lyse under bladene og fik historier om de oprindelige træer og maoriernes anvendelse af dem.
Vi var rigtig, rigtig trætte da vi kom hjem ved 23-tiden. Men i løbet af natten regnede det så voldsomt, at Emilie lå vågen i flere timer pga. larmen. Vi læste siden i avisen, at denne nat fik Auckland International Airport 58 mm regn og Taupo (lidt syd for os) fik alene i timen fra 2.00 til 3.00 29,4 mm vand. Når det regner her, så regner det!
