Nordpå mod tropevarmen!
Nu skulle vi nordpå, til tropestrande, badning og dykning. Men som det fremgår passerede et ordentligt lavtryk i disse dage New Zealand, så vejret var blæsende og regnfuldt. I første omgang skulle vi jo bare køre, så det betød ikke så meget. Men turen nordpå mod Auckland blev alligevel præget noget af seriøse vindryk i camperen og kraftige regnskyl.
Vi gjorde holdt et par timer ved middagstid i Hamilton, hvor vi kiggede lidt på butikker og spiste frokost. Auckland ramte vi så lige i eftermiddagsmyldretiden, så det vi vandt ved de gode brede motorveje omkring denne New Zealands største by (1,2 mio. indbyggere) satte vi til på kø-kørsel og myldretidskaos. Vi formåede nu at holde os på ret kurs og kom helskindede ud af byen igen. Her fortsatte vi så i regnen ad hovedvej 1 mod Goat Island Beach ude på østkysten, ca. 90 km kørsel nord for Auckland. Her skulle findes New Zealands første marinereservat - et paradis af fredelige, nærgående fisk og vand med høj sigtbarhed, hvor man skulle kunne snorkle langs klipper lige ved siden af stranden. Vi kørte efter en campingplads tæt ved stranden, som vi håbede at kunne bruge som base for et par dages dykning. Den var dog var noget af en skuffelse: En af de dyreste, vi har ligget på (42 dollar) men de mest elendige og snavsede faciliteter.
Vi lavede mad, droppede opvasken da gassen løb ud og gik i seng. Stjernehimlen var fantastisk.