Ad hoc

Vejret så rigtig godt ud, så vi drog den fulde nytte af skrumlet og tog det med på stranden ;-) Vi parkerede med udsigt over den idylliske stillehavsbugt, rullede markisen og håndklæderne ud og så stod den ellers på sol og badning hele dagen.
Inden havde vi i receptionen forhørt os om vejrudsigten, der så fin ud for resten af ugen. Dermed traf vi beslutning om til dagen efter at booke den sejltur i Bay of Islands, som vi havde forelsket os i: En dagstur med den gamle skonnert ‘R. Tucker Thompson’ - et rigtig ‘tall ship’, hvor man selv kunne få lov at hjælpe til med at sætte sejl.

Dagen gik ellers med det rene driverliv og opdagelsen af, hvordan surfing må være blevet opfundet: Det blæste ikke, og der var ingen grimme understrømme, men alligevel drev den ene store dønning efter den anden mod stranden og kammede over i flotte ‘rør’. Vi fandt ud af at ligge lidt ude og holde øje med dønningerne, og flere gange lykkedes det os at fange den helt rigtige og ‘bodysurfe’ i et brøl af brænding ind på stranden … En fed oplevelse, der nok kunne give blod på tanden til at prøve rigtig surfing en gang!

Middagssolen var hed, og det skal lige nævnes til Emilies ære, at hun faktisk benyttede den til at tage en strandpause, hvor hun tændte computeren og arbejdede en times tid med sin månedsopgave - respekt!

Vi fyldte skabene op i supermarkedet på vejen hjem og grillede store bøffer og endnu større majskolber på campingpladsens barbeque til aften. (I øvrigt gik det i dag op for os, at New Zealand i den forgangne weekend gik tilbage til normaltid … Det sparede os for at møde en time for tidligt på kajen i morgen og betyder, at vi nu kun er 11 timer foran jer derhjemme …).

Og så er det måske lige på sin plads at bruge et par linjer på, hvad der er sket på vulkanfronten hernede. Selv om det er stort her, har I næppe hørt om det derhjemme …

Som I måske husker, passerede vi 9.-10. marts vulkanen Mt. Ruapehu, som senest var i udbrud i 1995. Det udbrud opbyggede en slags dæmning omkring vulkanens kratersø, så den mistede sit naturlige afløb. Siden da har denne voksende sø bekymret myndighederne, for tilbage i 1953 førte en lignende situation til en såkaldt lahar - en ’stormflod’ af muddersyrevand, der fra denne kratersø væltede ned ad bjerget og rev en jernbanebro med sig få minutter før eksprestoget fra Wellington til Auckland passerede med 285 passagerer … 151 mennesker omkom i det, der stadig står som New Zealands værste jernbanekatastrofe.

I går, 18. marts, gentog denne situation sig - dog uden menneskelige eller større materielle omkostninger. Kl. 11 om formiddagen brød den naturlige dæmning omkring kratersøen sammen og over en periode på ca. 45 minutter væltede 1,29 milliarder liter svovl og vand ned igennem Whangaehu Valley, hvor det fortsatte ad Whangaehu River de 140 km ud til kysten ved Whanganui - sammen med tonsvis af træer, sten og mudder, som det tog med på vejen. Nu er der kun 8,9 milliarder liter tilbage i kratersøen, men det vigtige er, at de holdes inde af solid klippe og ikke materiale fra et vulkanudbrud, som var det, der holdt på det øverste af søen indtil i går.

Det positive ved historien er, at hele forløbet gik som efter geologernes drejebog. De havde forventet, at søen efter et sammenbrud af dæmningen ville ende med en overflade 2.529,3 meter over havet - plus/minus 0,3 meter. Overfladen er nu 2.529,4 meter over havet … Ingen kom til skade, de materielle tab var få og trafikken i området blev hurtigt normaliseret.

Det skal så lige siges, at den plads vi kunne have ligget på i nærheden af Mt. Ruapehu (men fravalgte) end ikke lå i nærheden af den rute, som lahar’en løb ad - men alligevel …