Ad hoc

Vi vågnede tidligt og var godt i gang med morgenmadens toastbrød, da to-årige Frida overfor kiggede ud af deres camper. Inden længe kiggede hun ind til os med et højt ‘god morgen!’ - men blev lidt betuttet, da der var hele fire af os inde i vognen. Hun måtte tilbage og have mor til hjælp, så vi fik en hyggelig snak med Maria under morgenmaden, og Emilie, Tobias og Frida legede oppe i vores køje. Imens ringede farmor og farfar hjemme fra Danmark, de glædede sig til at se os snart - og vi glæder os også til at se alle jer derhjemme!

Vi sagde endnu engang farvel til hele selskabet og håber, der kommer noget ud af snakken om at udveksle minder, når vi alle er vel hjemme igen. Efter afskeden kørte vi et lille smut nordpå for at se de fantastiske kauritræer i Puketi Forest. Ikke at kaurierne dér er de mest fantastiske, men det var det nærmeste sted, hvor vi kunne se dem. Det allerstørste og ældste eksemplar af denne trægigant, der engang dækkede store dele af Nordøen, står ovre på vestkysten, men vi fandt nu en pæn flok på en lille vandretur i Puketi Forest. Kauritræer kan blive helt ufatteligt høje og nå en stammediameter på adskillige meter. Træet er hårdt, alsidigt og stærkt, så nybyggerne i New Zealand var ikke længe om at få stort set alt, hvad der var af kaurier fældet. I dag kan de stadig ses, men slet ikke i fortidens omfang. Og det tager noget tid at få kæmperne genskabt - de rigtig store er 4.000-5.000 år gamle, det ældste, vi så, var ‘kun’ 500 år.

Emilie lavede samme stunt med skinnebenet som Tobias for nogle uger siden - hun gled på trinet på vej op i camperen og måtte behandles med omslag af frosne wok-grønsager, mens vi spiste frokost … et grimt styrt, men hun er klar igen.

Så gik det sydpå. Vi ville gerne nå en D.O.C. plads ved Uretiti syd for Ruakaka, hvor vi planlagde at overnatte én nat før Auckland. Men da vi kom frem efter et par timers kørsel blev vi så begejstrede for stedet, at vi straks besluttede at blive her to nætter og så kun én i Auckland. Vi kunne jo lige så godt gå her og pakke som i Auckland, og her var bare skønt: Masser af plads lige ud til Stillehavet, kun beskyttet af en række klitter. En perfekt sandstrand med så store bølger, at det ikke gør noget, det er for vildt til at svømme: Selv et lille stykke ude kommer bølgerne farende og overbruser os. Og så er her endda træk-og-slip WC og brusebad (dog koldt og udendørs).

Alt i alt det perfekte sted at forberede os på at sige farvel til New Zealand.