Type 1 diabetikere kan opnå en bedre regulering af deres blodsukker ved at anvende en kontinuerlig blodsukkermåler. Især hvis de er over 25 år gamle og anvender apparatet mindst seks dage om ugen.

Det viser en stor, videnskabelig undersøgelse af denne relativt nye teknologi, der går under forkortelsen CGM (Continuous Glucose Monitoring). JDRF (Juvenile Diabetes Research Foundation) har finansieret undersøgelsen, hvis resultater blev fremlagt i sidste uge på den årlige kongres i EASD (European Association for the Study of Diabetes) i Rom. Undersøgelsen offentliggøres 2. oktober i New England Journal of Medicine, men er allerede tilgængelig på tidsskriftets hjemmeside.

Blandt deltagerne i undersøgelsen var der størst effekt af at bruge en kontinuerlig måler hos personer over 25 år. Deres HbA1c faldt med gennemsnitligt 0,53 procent sammenlignet med en kontrolgruppe. Børn mellem 8 og 14 år, der anvendte CGM, oplevede som helhed ikke noget væsentligt større fald i deres HbA1c end kontrolgruppen. Men helt uden effekt var det ikke: De børn, der brugte CGM, havde større sandsynlighed end børn i kontrolgruppen for at sænke deres HbA1c med mindst 10 procent og opnå et HbA1c på under 7 procent. For den sidste aldersgruppe, dem mellem 15 og 24 år, kunne undersøgelsen ikke vise nogen væsentlig forbedring i deres regulering sammenlignet med kontrolgruppen.

Hvor lang tid deltagerne i undersøgelsen rent faktisk gik med deres CGM-apparat varierede meget. 83 procent af deltagerne over 25 år gik i gennemsnit med apparatet mindst seks dage om ugen i løbet af undersøgelsen. Blandt deltagerne mellem 15 og 24 galdt det kun 30 procent, mens halvdelen af de 8-14 årige gennemsnitligt gik med apparatet mindst seks dage om ugen.

Undersøgelsen var ikke designet til at sige noget om effekten af CGM set i forhold til hyppigheden af anvendelsen. Men JDRF præsenterede i Rom en analyse, der viste, at blandt de patienter, der brugte CGM i mindst seks dage om ugen, galdt det for alle tre aldersgrupper, at de efter seks måneder havde et væsentligt lavere HbA1c-niveau end patienter, der brugte sensoren mindre hyppigt.

JDRF kalder selv undersøgelsens resultater for “meget vigtige”:

“De viser, at kontinuerlige glukosesensorer er mere end bare bekvemmelige appareter for mennesker med diabetes. De er værktøjer, der kan forbedre blodsukkerkontrollen væsentligt, hvis de bruges regelmæssigt,” siger dr. Aaron Kowalski, JDRF’s Program Director for Metabolic Control, i fondens egen meddelelse om resultaterne af undersøgelsen. Og så tilføjer han - meget væsentligt for os, der især har blikket rettet mod børn og unges muligheder:

“Den mindre regelmæssige anvendelse af CGM blandt børn og teenagere i denne undersøgelse understreger vigtigheden af fortsat forskning i en kunstig bugspytkirtel, der kan fungere i et lukket kredsløb - et apparat, der bruger CGM-data til at give den korrekte mængde insulin gennem en pumpe, uden behov for indgriben fra patienten.”

En egentlig kunstig bugspytkirtel ligger stadig mange år ud i fremtiden. Men en undersøgelse som denne kan forhåbentlig styrke opmærksomheden omkring CGM som en vigtig teknologi - en teknologi, der faktisk kan hjælpe diabetikere med at styre deres blodsukker bedre. Men undersøgelsen demonstrerer også, at selv blandt en gruppe velmotiverede patienter, der får stillet apparatur og rådgivning til rådighed, er der en klar aldersbetinget forskel på, hvor meget CGM anvendes: De voksne bruger det meget, børnene (givetvis tilskyndet og hjulpet af forældre) bruger det mindre og teenagere - de bruger det meget lidt.

Det er der sikkert mange gode forklaringer på. Jeg vil dog hævde, at en af de vigtigste er, at CGM - trods alle de fantastiske data, systemet kan levere - stadig er en umoden teknologi med plads til store forbedringer. Forbedringer, der forhåbentlig bliver sat endnu mere fart på at levere, når nu en stor undersøgelse som denne har dokumenteret, at grundprincippet holder - og at det nytter noget.

For CGM er et stort skridt på vejen.

CGM-studiet er et randomiseret, kontrolleret studie, der involverer 322 patienter med type 1 diabetes i aldersgruppen 8 til 72 år. Det fandt sted på 10 diabetescentre af forskellig type i USA, koordineret af Jaeb Center for Health Research i Tampa, Florida. Patienterne blev udvalgt til at anvende enten CGM eller til at deltage i en kontrolgruppe, der målte blodsukker på sædvanlig vis. De blev fulgt i 26 uger for at iagttage effekten af den valgte metode på deres blodsukkerkontrol. Effekten blev primært målt på deres HbA1c-niveau. Ved starten af studiet havde patienterne HbA1c-niveauer på mellem 7 procent og 10 procent. I analysen af resultaterne blev patienterne delt i tre aldersgrupper: 8 til 14 år, 15 til 24 år og 25 år og derover.

Som det tydeligt fremgår, har denne blog ligget noget i dvale - i særdeleshed hvad angår indlæg om diabetes. Det betyder bl.a., at jeg skylder at rette op på en forsømmelse omkring de officielle anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen for anvendelse af insulinpumper i Danmark. Alt for længe daterede disse sig tilbage til 1983, hvor de blev offentliggjort som en kort meddelelse i Ugeskrift for Læger.

15. februar 2007 barslede Sundhedsstyrelsen dog langt om længe med nye anbefalinger for anvendelse af insulinpumper i Danmark. De nye anbefalinger er resultatet af en længere høringsproces og kan læses i deres helhed her.

Anbefalingerne går i korthed ud på følgende:

• Behandling med insulinpumpe skal indstilles af en speciallæge i endokrinologi eller pædiatri
• Pumpebehandling skal foregå på et ambulatorium, hvor personalet har ekspertise i og grundigt kendskab til principperne for pumpebehandling
• Diabetesenheden skal kunne opnå rutine i behandlingen
• Patienterne skal have mundtlig og skriftlig information om pumpebehandling
• Patienterne skal have adgang til faglig assistance, hvis pumpen skulle svigte

Næppe nogen er gået glip af viden om disse anbefalinger, fordi jeg ikke har skrevet om dem ;-) Men nu er indholdet her på stedet i hvert fald i overensstemmelse med sandheden …

Endelig ser der ud til at være kommet gang i et aktivt og konstruktivt diabetesforum på dansk (har der været ét tidligere, har jeg beklageligvis ikke opdaget det …): Diabetesforeningen har i samarbejde med sundhed.dk startet diabeteschat.dk, som efter ganske kort tid på nettet allerede rummer flere hundrede indlæg og en levende snak.

Diabetesforeningen står for den daglige drift af sitet og har tilmed givet det en forskningsmæssig overbygning: Læge og ph.d. Kjeld Bruun-Jensen fra foreningen vil analysere dialog og tekst fra patientnetværket for at “klarlægge de problemområder, der rører sig blandt diabetikere, således at tilbudene til denne gruppe fremover kan forbedres” og undersøge “på hvilke måder mødet på internettet kan hjælpe personen med diabetes”, som det hedder på sitet.

Det bliver spændende at følge …

Sidste hele dag i den camper, der har været vores base og hjem i snart 48 døgn. Jette vågnede allerede kl. 4 og kunne ikke falde i søvn igen. Tobias kom kl. 6 og halv syv gik Jette, Emilie og Tobias ned på stranden for at se solopgang. Det var dog nok lidt for sent, og selve opgangen havde nok været skjult bag skyer. Men efter nogle minutter kiggede solen dog frem fra et hul i skydækket - jeg så det selv, mens jeg lavede kaffe.

Vi tog en stille formiddag, Tobias og jeg cyklede lidt og vi fik et sidste bølgebrusebad inden vi ved 11-tiden lidt vemodigt tog afsked med udsigten over Stillehavet fra klitterne. Vi tøffede sydover ad hovedvej 1 på en tur uden den store dramatik eller trafik, og de gode veje i nærheden af Auckland betød, at vi allerede omkring kl. 13 kunne køre ind på Takapuna Beach Caravan Park lige nord for Auckland Harbour Bridge. Her har vi lagt os i position til at kunne køre ind til hotellet i Aucklands centrum på forhåbentlig ikke ret lang tid i morgen, tirsdag.

Pladsen er lille og kompakt, hver ny gæst bliver vist personligt på plads, så vi kan være her alle sammen. Men her er bølgebrus og udsigt over vandet og egentlig skal vi jo bare være her for at få ordnet den sidste oprydning og rengøring i camperen. Så det er eftermiddagen gået med, og til aften lavede Tobias og jeg ‘tøm køleskabet’. Alle de andre skabe er også tømte, førerkabinen er fyldt med fire enorme kufferter (der står ‘overvægt’ med usynlige bogstaver henover dem alle …) og vi har fået de sidste detaljer omkring diabetesting og håndbagage på plads. Vi regner med at køre herfra ved 10-tiden tirsdag formiddag og håber så på, at vi kan få værelset på hotellet allerede ved 11-tiden (hvis det da lykkes os at finde nogenlunde hurtigt igennem de ensrettede gader i centrum). Jeg har checket med hotellet, at der er en stor parkeringsplads, hvor der kan holde campervans, ganske tæt ved - Amanda møder os ved hotellet ved 14-tiden, og så skal vi ellers bare have lavet den afsluttende overdragelse.

Derefter håber vi på, at vi vil have mere held med at finde et hyggeligt sted at spise, end vi havde i Wellington. Og så skal vi sove i rigtige senge. Og lige om lidt er vi hjemme. Ses …

Vi vågnede allerede 6.15 ved lyden af Emilie og Tobias som lå sammen i overkøjen og stak hovederne ud af vinduerne. Udsigten, morgenlyset og vejret var super, så vi tog morgenmaden udenfor. Derefter gik Emilie i gang med lektierne, hun er ved at være igennem månedsopgaven, men det har også været et stort arbejde.

Ellers gik dagen med en blanding af afslapning, badning og så den store oprydning og pakning. Jeg havde gruet noget for det, men her var heldigvis plads nok og tørvejr til at vælte det meste udenfor, og så gik det egentlig fint.

Ved 15-tiden var vi stort set færdige med det meste af pakningen. Køkkenskabe, rengøring og den slags ville vi vente med til campingpladsen i Auckland. Så vi fik eftermiddagskaffe med ‘ryd skabene for kiks og kager’ og derefter tog Tobias 10 runder på cykel på den store plads, mens han ventede på, at vi andre var klar til dagens andet Stillehavsbad …

Allerede ved 20-tiden gik Tobias omkuld. Vi havde heldigvis spist tidligt og fået redt hans seng, så for første gang på turen sov han, mens vi andre snakkede af og gjorde klar til at gå til køjs. Det gjorde vi så, og det var ikke meget senere end ham ;-)

Vi vågnede tidligt og var godt i gang med morgenmadens toastbrød, da to-årige Frida overfor kiggede ud af deres camper. Inden længe kiggede hun ind til os med et højt ‘god morgen!’ - men blev lidt betuttet, da der var hele fire af os inde i vognen. Hun måtte tilbage og have mor til hjælp, så vi fik en hyggelig snak med Maria under morgenmaden, og Emilie, Tobias og Frida legede oppe i vores køje. Imens ringede farmor og farfar hjemme fra Danmark, de glædede sig til at se os snart - og vi glæder os også til at se alle jer derhjemme!

Vi sagde endnu engang farvel til hele selskabet og håber, der kommer noget ud af snakken om at udveksle minder, når vi alle er vel hjemme igen. Efter afskeden kørte vi et lille smut nordpå for at se de fantastiske kauritræer i Puketi Forest. Ikke at kaurierne dér er de mest fantastiske, men det var det nærmeste sted, hvor vi kunne se dem. Det allerstørste og ældste eksemplar af denne trægigant, der engang dækkede store dele af Nordøen, står ovre på vestkysten, men vi fandt nu en pæn flok på en lille vandretur i Puketi Forest. Kauritræer kan blive helt ufatteligt høje og nå en stammediameter på adskillige meter. Træet er hårdt, alsidigt og stærkt, så nybyggerne i New Zealand var ikke længe om at få stort set alt, hvad der var af kaurier fældet. I dag kan de stadig ses, men slet ikke i fortidens omfang. Og det tager noget tid at få kæmperne genskabt - de rigtig store er 4.000-5.000 år gamle, det ældste, vi så, var ‘kun’ 500 år.

Emilie lavede samme stunt med skinnebenet som Tobias for nogle uger siden - hun gled på trinet på vej op i camperen og måtte behandles med omslag af frosne wok-grønsager, mens vi spiste frokost … et grimt styrt, men hun er klar igen.

Så gik det sydpå. Vi ville gerne nå en D.O.C. plads ved Uretiti syd for Ruakaka, hvor vi planlagde at overnatte én nat før Auckland. Men da vi kom frem efter et par timers kørsel blev vi så begejstrede for stedet, at vi straks besluttede at blive her to nætter og så kun én i Auckland. Vi kunne jo lige så godt gå her og pakke som i Auckland, og her var bare skønt: Masser af plads lige ud til Stillehavet, kun beskyttet af en række klitter. En perfekt sandstrand med så store bølger, at det ikke gør noget, det er for vildt til at svømme: Selv et lille stykke ude kommer bølgerne farende og overbruser os. Og så er her endda træk-og-slip WC og brusebad (dog koldt og udendørs).

Alt i alt det perfekte sted at forberede os på at sige farvel til New Zealand.

I dag skulle den stå på shopping og cafébesøg i Kerikeri - Bay of Islands’ ‘middelhavsby’. Men her må vi nu nok klage over Lonely Planet-guiden. OK, her var da både cafeer og palmer på hovedgaden, her var frugtavl og kunsthåndværkere - men noget særligt synes vi nu ikke byen var. Vi slentrede frem og tilbage på hovedgaden nogle gange, Jette fandt på sensommerudsalget afløserne for sine 10 år gamle Reef-sandaler (som Emilie alligevel bruger hele tiden) og vi fik købt lidt flere souvenirs. Og så fandt vi både long black og kager, så helt galt var det ikke, selv om det samtidig begyndte at regne ;-)

Tilbage på Pagoda Lodge var Maria, Claus og Frida ankommet, og Rikke havde bagt boller i anledning af Sashas i Japan indkøbte tøjhund Kaspers fødselsdag! Det skulle jo fejres, og ved 17-tiden kom der endnu flere gæster, da hollænderne nu også trillede ind på pladsen …

Vi havde allerede lagt lidt an til fælles grillmad, og her var heldigvis plads nok under udekøkkenets pagodetag, så inden længe var der salat og kød på bordet igen. Snart gik snakken lystigt, og selv om der ud over os nu også var kommet en enkelt campingvogn på pladsen, fik vi ingen klager over støjniveauet denne gang ;-)

For os var det opbrud fra morgenstunden. Vi ordnede vores del af den store opvask fra aftenen før, fik styr på bestik og service og sagde farvel/udvekslede mail- og webadresser med resten af selskabet.

Vi havde besluttet at tage den lille færge over til Paihia. Her kiggede vi lidt på byen, der turistmæssigt er hovedbyen i Bay of Islands, men som er langt mindre hyggelig og mere travl end Russell. Vi ordnede lidt souvenir-shopping og fik en pizza til frokost, hvorefter vi fortsatte ud til det historiske Waitangi-område - der, hvor den meget omtalte Waitangi-traktat blev underskrevet mellem englænderne og et stort antal maori-høvdinge 6. februar 1840. Traktaten har den dag i dag stor betydning for reguleringen af forholdet mellem pakeha (newzealændere af europæisk afstamning) og maori og stedet betragtes dermed som noget nær det moderne New Zealands fødested. Ikke desto mindre er området ikke statsejet men ejes og bestyres af en fond, som så tager entré for at man kan komme ind og se ‘nationens fødested’.

Efter Waitangi kørte vi videre mod Kerikeri en 20-30 km længere mod nord. Angiveligt Bay of Islands middelhavsagtige hjørne med stor café-kultur, kunsthåndværk og masser af frugtavl … og så havde vi inden afgangen fra Russel aftalt at mødes dér med Rikke, Kris, Sasha og Isak. De havde ringet og fortalt, at de allerede var kommet frem og havde fundet en dejlig campingplads, som vi nu satte kursen imod. Pagoda Lodge hed den, og den var ganske rigtig både fredelig og hyggelig - budhistisk inspireret med små statuer og pagoder og faktisk så fredelig, at vi to familier så vidt vi kunne se var eneste gæster!

Rikke og Kris havde lejet et af stedets feriehuse for en uge - de var forståeligt nok begejstrede over at have fast grund under fødderne og inviterede på te, grønsagschili og en hyggelig snak det meste af aftenen. Det blev dog ikke så sent som aftenen før, og selv om vi nu udgjorde 100 procent af pladsens befolkning og dermed også lavede al ’støjen’, kom der ingen campingboss og dyssede os ned. Men 100 procent af støjen på denne plads var nu også væsentligt mindre end 98 procent af støjen på den forrige ;-)

Vi har nu under en uge tilbage. På tirsdag skal vi aflevere camperen i Auckland og overnatte på hotel, inden vi onsdag flyver hjemad. Vi tilbringer i hvert fald et døgn mere her i Russel, som foreløbig er gået med afslapning og skriveri. Emilie og Tobias leger og snakker med de to børn fra førnævnte familie. De er fire og seks og Emilie og Tobias er de første danske børn, de har mødt på deres indtil nu tre måneder lange tur. Solen skinner fra en (næsten) skyfri himmel, og hvis det holder, tager vi nok på stranden i eftermiddag. Men inden da skal vi ha’ frokost - med rugbrød! De andre danskere - Kris og Rikke - har fundet rugbrød i det lokale supermarked og lånt os en pakke. Så det bliver tidlig frokost i dag!

Om eftermiddagen tog vi en strandtur, hvor Rikke, Sasha og Isak (mor og børn fra den dansk-newzealandske familie, vi havde mødt) tog med os på stranden i camperen, mens Kris (faren, der er fra New Zealand) tog med sin hollandske nabo Peter ud for at fange aftensmaden … Vi havde et par hyggelige timer på stranden, men det gik knap så godt med fiskestængerne. Kris og Peter sluttede sig til os på stranden, og Rikke foreslog, at vi alle spiste sammen - dog ikke fisk, forstås ;-)

Vi satte Rikke, Sasha og Isak af på vejen ned til byen, hvor vi købte lidt ind til grillaften. Da vi kom tilbage, var de andre allerede i gang med at bære borde sammen, så vi kunne spise ved hollændernes vogn. Peter kørte efter chips (dvs. pommesfritter) i byen, og så blev der ellers grillet i den kulsorte aften, der sænker sig her allerede ved 20-tiden. Jeg ved ikke præcis, hvad vi spiste, men det smagte godt, og aftenen udviklede sig til en rigtig hyggelig og sjov grillfest. Så sjov, at campingbossen på et tidspunkt kom med sin lygte og meddelte os, at vi udgjorde 3 procent af beboerne på pladsen, men lavede 98 procent af støjen - og lige om lidt var det altså ’silent time’ … Uha da da.

Selv syntes vi jo bare, at vi havde det rart og var ufatteligt morsomme, men vi dæmpede os selvfølgelig, mens ungerne (som det dog retfærdigvis skal siges kun stod bag ganske få procent af støjen) trak ind i Peter og Mettes campervan for at se en tegnefilm.

Peter og Mette (som taler lidt dansk, da hendes mor er dansk) er sammen med deres børn Wouter, Douwe og Liselotte i gang med de sidste tre-fire måneder af en ét år lang tur. Først har de i egen båd sejlet rundt i Middelhavet. Derefter fløj de til Caribien, hvortil båden fulgte efter med fragtskib. Der sejlede de så rundt nogle måneder, hvorefter båden blev fragtet tilbage til Europa, mens familien fløj til New Zealand. Her har de nu været et par måneder, hvorefter turen går til Australien i et par måneder. Og så flyver de ellers til England, hvor båden venter og de skal sejle rundt i Nordeuropa …

Rikke og Kris og deres børn Sasha og Isak er hernede i forbindelse med et bryllup i Kris’ familie. Det har de så benyttet til at realisere huset i Danmark, købe en bil og låne en campingvogn hernede og så rejse rundet et halvt år udelukkende på Nordøen. Selvfølgelig kombineret med familiebesøg, og dermed kommer de jo virkelig tæt på på en måde, som vi slet ikke har nået på vores to måneder …

Og før aftenen var omme sluttede såmænd endnu en familie sig til selskabet - faktisk uden at vi blev mere støjende, hvilket vel så rettede en smule op på regnskabet ;-) Det var danske Claus og Maria med deres to år gamle datter Frida. De er i gang med den sidste uges tid af tre måneder i New Zealand og kom lige fra en dags dykning ved Poor Knights Island. De havde mødt Peter og Mette tidligere og mere eller mindre aftalt at mødes her - så vidt jeg forstod.

Jette og jeg kom først i seng omkring midnat, Emilie og Tobias lidt før - ufatteligt sent efter vores hidtidige praksis, men efter en munter aften.

Fra 10.00 til 16.00 i dag var vi ude, i flot vejr og med masser af oplevelser. Det gode skib ‘R. Tucker Thompson’ er en gammel to-mastet skonnert, der drives af en slags fond med det formål at vedligeholde og udbrede den gamle sejlskibskunst. Besætningen var helt ung, men styrede skib og sejl sikkert igennem bugten med de mange øer.

Dagen startede med hjemmebagte scones med jordbærsyltetøj og flødeskum. Emilie og Tobias hjalp til med at sætte sejl og kvejle tovværk, vi fik mulighed for en tur i rigningen (der var langt ned!) og ud på bovsprydet, og efter to timers sejlads i den fantastisk smukke bugt, kastede vi anker i Army Bay - det rene Bountyland! Her blev vi sejlet i land i gummibåd og gik en lille tur op på toppen til en vild udsigt over bugter, klippeskær og øer. Stort at tænke på, hvordan det må have været at være om bord på et lignende (men nok noget større) sejlskib i 1700-et-eller-andet og gå ind i dette farvand uden at vide, hvad der ventede …

Vi badede lidt fra stranden, og Emilie og Carsten svømmede tilbage til skibet. Her fik vi lov at lege Tarzan og svinge os ud i vandet fra en lang slynge, inden kokken stod klar med en lækker tallerken grillet kyllingekød, salat og brød. Livet til søs er hårdt og brutalt ;-)

Det blæste lidt op på vejen tilbage til Russel, så denne gang måtte matrosen George sikre sig, da han kravlede helt til tops i masterne for at binde sejlene fast (undskyld det meget landkrabbeagtige sprogbrug, jeg ved ikke bedre …). På turen ud, da søen var mere stille, hang han bare deroppe og kravlede rundt uden nogen sikring - ret vildt.

Vi var godt trætte, da vi kom hjem, men tilbragte alligevel aftenen med en hyggelig snak med en dansk-newzealandsk familie, der bor lige ved siden af. Vi morede og hyggede os, og Emilie og Tobias nød tydeligvis at snakke dansk med andre end deres far og mor!

Snakken gik, men vi brød sammen af grin, da vi trætte kiggede på uret og konstaterede, at klokken var så meget som … 20.10! Vi følte alle, det var langt ud på aftenen - og handlede derefter, så inden længe krøb vi i køjen efter endnu en stor dag.