Ad hoc

Allerede få minutter over otte havde vi gang i Mitsubishiens gamle dieselmotor. Vi havde sovet godt, men nu havde vi set nok af Wellington og ville afsted. Planen for de sidste par uger er nu at se kiwier (fuglene), termisk aktivitet og maorikultur i det centrale af Nordøen, og så gi’ den gas (ha-ha) og komme helt op nord for Auckland til subtrobisk klima, klart snorkelvand, spændende fisk og bounty-strande - forhåbentlig til en uge, hvor vi ikke skal flytte camperen.

(more…)

I dag skulle vi så se Te Papa - og ikke andet. Vi ville køre ind til Wellington og parkere ved museet, hvor vi dagen før havde set en fin parkeringsplads, og efter museumsturen ville vi så forlade byen og køre mod nord. Pladsen var dog optaget, men den venlige vagt henviste os til en plads lige ved siden af med havneudsigt og det hele. Der kunne vi formedelst 16 dollar holde helt legalt til næste morgen, så det valgte vi i stedet for at skulle ud at køre efter en lang dag på museet.

(more…)

Onsdag bevæbnede vi os med rygsække og madpakker og tog en taxi ned til stationen. Det var tanken at slutte dagen af med en hyggelig middag på restaurant, så madpakken ville vi fortære efter en tur med byens berømte ‘cable car’ til den botaniske have. Så langt, så godt. Vi blev sat af på stationen og tog toget ind til byen. Cable car’en fandt vi efter en OK tur ned ad et af byens hektiske hovedstrøg (slipsedyr i smarte skjorter og damer i spadseredragter), hvor Emilie og Jette kiggede lidt på de mange tøjbutikker.

(more…)

I dag blev en rigtig rejsedag. Op allerede 6.30, hvor solen ikke engang var stået op, men fra sin plads under horisonten alligevel malede hele østhimlen ude over havet orange.

Vi skulle møde på færgeterminalen i Picton 13.25 for at nå den færge 14.25, som vi havde booket plads på. Vi var på vejen allerede lidt over 8, og det viste sig - selv i dette skrummel - at være rigtig god tid. Det meste af vejen var en gentagelse af turen fra forleden, blot i modsat retning, og der var ikke megen trafik. Allerede omkring kl. 11.00 var vi derfor i Picton - en lille by i bunden af det kæmpe kompleks af fjorde og øer, der kaldes Marlborough Sounds. Samlet set har området en kyststrækning på 1.000 km. En af fjordene - Pelorus Sound - er 42 km lang, men har på denne relativt korte strækning en kystlinje på hele 379 km … Jeg har ikke målt efter, men det er, hvad der står i guidebøgerne.

(more…)

Vi vågnede ved syv-tiden til solopgang over Stillehavet, og mens vi spiste morgenmad (til Jettes fortrydelse inde i camperen, vi andre frøs) så vi igen delfiner - lige så akrobatiske som om aftenen, bare mange flere! De var der i flokkevis flere steder ude over havet.

Vi pakkede rygsække til dagens whale watch-tur - vi skulle med inde fra byen 13.15, og ville se lidt på Kaikoura inden. Der var nu ikke det store at se, men lidt fik vi da shoppet i varmen. Hele byen lever nærmest af den trafik, som Whale Watch har trukket til, og vi forstod hvorfor, da vi stod på The Whaleway Station (lige ved siden af jernbanestationen, ha-ha). Stedet mindede om afgangshallen i en mindre lufthavn - men travlheden blev nok ikke mindre af, at deres computere var nede, så billetterne og passagerlisterne skulle skrives i hånden.

(more…)

Søndagen til trods måtte vi videre. Vi havde brugt de sidste par dage til - midt i al idyllen - at være lidt småfrustrerede over alt det, vi ‘manglede’ at se på Sydøen. Vi havde nu rundet tre uger og nogle dage hér, og hvis vi skulle have ‘bare’ tre hele uger på Nordøen, skulle vi se at komme over Cook Strædet. Egentlig ville vi gerne se i hvert fald Abel Tasman National Park, hvor Helle og Michael (vores danske naboer) havde anbefalet en rigtig Bounty Land-plads i den nordlige ende. For os en hel dags kørsel at komme derop. Også Marlborough Sounds, nordøst for hvor vi lå, skulle være fantastisk, men også meget svært at komme rundt i med camper. Og så var der lige hvalsafarien med udgangspunkt i Kaikoura - en dags kørsel mod syd …

(more…)

I dag stod den på ren afslapning. Jette og jeg tog en lille gåtur om formiddagen op på toppen af den stejle skrænt, der lå bag campingpladsen. Herfra havde vi en fantastisk udsigt over pladsen, den nærliggende Pepin Island (der egentlig er forbundet med selve Sydøen med en smal landtange) og selve Cable Bay, der har sit navn, fordi det var her New Zealand fik sin første telegrafforbindelse med Australien i 1876. Ironisk, at man netop her i 2007 ikke har mobilforbindelse med omverdenen …

(more…)

Vi brød tidligt op fra den idylliske D.O.C.-plads ved Lyell (idyllisk for sandfluerne, altså). Vi holdt os inde bag myggenettenes panser hele morgenen (kald os bare kyllinger) - herfra kunne vi iagttage de stakkels teltcampisters febrilske viften, hurtige sammenpakning og flugt i bilerne. Morgenmaden kan nogle gange vente … Der var dog også eksempler på mærkelige mennesker, der var fuldstændig immune over for insekterne - bl.a. en D.O.C.-kontrollør, der stille og roligt gik rundt fra bil til bil og kiggede efter den lille kvittering i forruden, der skal bevise, at man har betalt for overnatningen. Selv var vi vågnet midt om natten ved, at hele camperen hoppede. Det var Tobias, der kløede sine ben, der åbenbart havde haft besøg af et par ‘bæster’, som vi kalder dem, under boldspillet aftenen før.

(more…)

Vi benyttede campingpladsens gratis netadgang til at checke mail lidt grundigere, end vi gør over mobilforbindelsen (når den ellers er der …). Vi købte stort ind i Greymouth og fortsatte nordover ved middagstid. Hovedvej 6 følger her en fantastisk kyststrækning med enorme bølger trods kun meget svag vind. Vi kørte igen på bratte regnskovsskråninger afbrudt af stor udsigt over den klippefulde kyst.

(more…)

Vi forlod vores mark tidligt og kørte tilbage ind i landet mod hovedvejen. Nu var skydækket fra i går lettet, og vi havde den rene postkortudsigt til de høje tinder i Mount Cook nationalparken. Vi fortsatte mod nord og gjorde holdt lidt over middag i Hokitika. En sjov by med et fantastisk ‘Skagen-agtigt’ lys, der må komme fra dens beliggenhed helt ud til havet.

(more…)